FAQ / Ofte stillede spørgsmål
Her finder du svar på de mest almindelige spørgsmål, vi modtager fra medlemmer og personer som er interesserede i at starte til kickboxing hos os:
- Kan jeg starte til kickboxing uden tidligere erfaring med kampsport?
Ja, absolut! Vores træning tilgodeser både helt nye medlemmer, uden nogen kampsportserfaring, såvel som rutinerede udøvere.
Du bliver introduceret til teknikkerne i et tempo, hvor alle kan være med.
- Hvilke hold kan jeg deltage på, hvis jeg er under 18 år?
På nuværende tidspunkt har vi ikke trænerkapacitet til at lave børnehold, men du kan starte på vores nuværende Kickboxing-hold, når du er fyldt 16 år. For medlemmer under 18 år, kræver vi dog en underskrevet tilladelse fra forældre eller værge.
- Hvad skal jeg medbringe til min første træning?
Du skal medbringe:
- Træningstøj: Shorts og en T-shirt/træningstop.
- Vandflaske til at holde dig hydreret.
- Et håndklæde til badet efterfølgende
Du kan også træne i lange bukser og ærmer, så længe det ikke hæmmer din bevægelsesfrihed. Udstyr som handsker og benskinner kan lånes uden ekstra omkostninger, men vær opmærksom på, at det er slidt og blevet brugt af andre medlemmer.
-På sigt anbefaler vi at man investerer i personligt udstyr, såsom tandbeskytter, boksehandsker, skinnebensbeskyttere og skridtbeskytter.
- Kan jeg træne, selvom jeg er lidt ældre?
Ja, vi har plads til alle aldre! Selvom størstedelen af vores medlemmer er mellem 18 og 40 år, byder vi også velkommen til ældre medlemmer. Træningen tilpasses den enkeltes niveau og fysiske formåen. Træneren i klubben er over 50 og har indgående kendskab til alders-relaterede skavanker. 😅
- Hvad hvis jeg er i dårlig form eller har en skade?
Du kan sagtens starte, selvom du ikke er i topform. På begynderholdene handler det om at træne i dit eget tempo og gradvist forbedre din kondition.
Hvis du har en skade, bør du dog være opmærksom på, at træningen ikke må forværre skaden. Er du i tvivl, kan du tale med instruktørerne, som kan hjælpe med at tilpasse øvelserne efter dine behov.
- Hvad skal jeg bruge til sparring?
Til sparring anbefaler vi følgende udstyr for at sikre både din og din træningspartners sikkerhed:
- Tandbeskytter, meget vigtig! (kan købes hos os, hvis den er på lager).
- Skridtbeskytter, meget vigtig!
X-Gym har nogle handsker og ben-beskyttere til rådighed, men vores udstyr er både gammelt og slidt, så med tiden anbefaler vi alle at købe deres eget personlige udstyr. Når den tid kommer, så har vi en rigtig god prisaftale med en af vores sponsorer.
- Er undervisningen kønsopdelt?
Nej, vi træner sammen på alle hold og vi ser stor værdi i at træne på tværs af køn.
- Kan jeg risikere at blive skadet til træning?
Ved kontaktsport er der altid en lille risiko for skader, men vi gør meget for at minimere den. Vores instruktører lægger vægt på, at teknikker udføres med kontrol, og at alle passer godt på hinanden under træning og sparring.
Små knubs som blå mærker eller mindre forstrækninger kan forekomme, men i modsætning til eks. mange typer af boldspil, ser vi yderst sjældent alvorlige skader.
- Hvornår kan jeg komme i kamp?
Det er meget individuelt, hvornår folk er klar til at træde ind i ringen. Det vil derfor være en beslutning som trænerne vurderer og den skal respekteres. Men første skridt er at passe sin træning og følge undervisningen. Med målrettet træning kommer man langt..