Powered by Drupal, an open source content management system

Info

X-Gym er en kampsportsklub, som holder til i Nørresundby, tæt på Aalborg. Vi er en del af Nordjysk Kampsportscenter og er en klub som tilbyder både MMA, grappling og Muaythai-hold.

MMA

MMA - Mixed Martial Arts - er kampdisciplinen kendt fra bl.a. UFC og PRIDE og kan beskrives som en blanding mellem alle former for fuldkontakt kampsport. Meget kort kan det siges, at MMA indeholder elementer af boksning, Thaiboxing, brydning og BJJ.

Vores MMA er delt op i et begynderhold, hvor man progressivt bliver indført i alle basiselementer indenfor kampsporten, samtidig med at man stødt for opbygget ens kampevne, og et kamphold, hvor vi specifikt træner med henblik på at deltage i kampe.

Grappling

Vores grappling i X-Gym er baseret på BJJ - Brasiliansk Jiu-Jitsu - med et kraftigt stænk af brydning. Kernen i denne form for kamp er, at man gennem overlegen positionering og holdegreb kæmper til "submission" - dét at modstanderen "tapper" - klapper ud - når han sidder fast i en ledlås eller strangulering. Vi træner uden gi (jakke) og med fokus på god teknik og position fremfor brug af styrke - derfor kan alle også være med i denne form for kamp.

Muaythai / Thaiboxing

Muaythai er den velkendte stilart fra Thailand som kombinerer kickboxing med clinching teknikker og albuer, knæ og kast. Thaiboxing i X-Gym henvender sig til både begyndere som øvede.

MMA Kids

MMA Kids er vores børnehold, hvor børn i forskellige aldre får lov til at snuse til MMA-sportens positive opdragelsesmæssige elementer, såvel som den sjove træning og forskellige MMA- og grappling-inspirerede slåslege, samtidig med at de får brugt nogle krafter og får en god gang motion..

Nordjysk Kampsportscenter

NKC er vores tilhørssted og den frivillige forening vi er en del af. Nordjysk Kampsportscenter tilbyder, foruden X-Gym’s MMA, Grappling, Muaythai og MMA børnehold, også traditionel Jiu-Jitsu og Selvforsvar, Jiu-Jitsu Børnehold, Aikido og Capoeira. Vi samarbejder ofte internt om at lave workshops for skoler og institutioner.

Centeret råder over nogle af Jyllands største kampsportsfaciliteter og medlemmer af X-Gym har også fri adgang til at træne med på andre hold i centeret.